Aflever kirkebøgerne!
Valg- og frimenighedspræster: kirkebøgerne er et besværligt og parodisk indslag i præstearbejdet. Efter kirkebøgerne nu føres elektronisk, er valg- og frimenighedspræsternes lovpligtige kirkebogsføring totalt overflødig og tjener kun et symbolsk formål.
På møde i Tølløse d. 10.-11. november skal Missionskomiteen forholde sig til, om de lokale menigheder skal aflevere deres kirkebøger. Kirkens missionsstævne vedtog i sommer en udtalelse, der anbefaler menighederne at sige ja til at afstå fra retten til at føre kirkebøger. Missionskomiteen blev bemyndiget til at koordinere en samlet tilbagelevering af kirkebøgerne.
Flere folkekirkelige valgmenigheder venter med spænding baptisternes afgørelse. Valgmenighedspræst i Fjellerup og formand for ELUVA (Foreningen af Evangelisk-Lutherske Valgmenigheder i Danmark) Robert Bladt (billedet) siger:
– Den eneste praktiske forandring vil være, at børn døbt i Fjellerup Valgmenighed ikke længere kunne få udstedt en dåbsattest med deres egen præsts underskrift. Men mig bekendt er min signatur ikke særligt mange penge værd!, smiler præsten.
Han mener det kunne være meget behageligt at smide de to store dyre håndindbundne bøger med hver 150 folierede og lakforseglede blade på porten sammen med de to enorme ringbind, som udgør håndbog i ministerialbogsføring.
Valgmenigheden skal have sit eget register over de kirkelige handlinger, som er foretaget i menigheden. Men det mener formanden for ELUVA ikke man behøver en lakforseglet mammutbog til.
– En database på pcen ville være mere tidssvarende og mere end tilstrækkeligt. Alle oplysninger er jo registreret og opbevaret forsvarligt i Kirkeministeriets DNK, siger Robert Bladt.
Meningerne om at aflevere kirkebøgerne til slægtsforskning er delte blandt de valgmenighedspræster, han har talt med.
– For nogle har det fortsat en vigtig symbolsk værdi at kunne føre kirkebog over kirkelige handlinger foretaget i en valgmenighed. Andre irriterer sig over at bruge tid på et arbejde, som er rent dobbelt bogholderi.
Robert Bladt har ikke kontaktet de grundtvigske valgmenigheder, men han venter lidt spændt på udfaldet af baptisternes aktion.
– Jeg vil se Kirkeministeriets reaktion på baptisternes tilbagelevering af kirkebøgerne og derefter drøfte spørgsmålet med andre valgmenighedspræster.